Hvordan tager jeg de bedste billeder med instantkameraer?

Du tager de bedste billeder med instantkameraer ved at anvende de forudindstillede indstillinger, da den type kameraer tager højde for lys, eller mangel på samme, samt afstand til objektet du vil tage foto af.

Nedenfor finder du en guide til, hvordan du tager de bedste billeder med instantkameraet Instax SQUARE SQ6. Det er et sjovt kamera, som byder på syv indstillinger og to funktioner, som alle bidrager til at kunne lave flotte og kreative billeder på det kendte polaroidformat.

Du kan også se denne video, som viser dig alle de mange muligheder. Teksten går endnu mere i detaljer, så hvis du vil være sikker på at få alt med, så kan også du læse denne guide igennem.

Instax SQ6 Guide

Afspil video

AUTO

Den første indstilling, er Auto-indstillingen – A. Når du tænder kameraet, så indstiller SQ6 sig selv på denne indstilling. Her finder kameraet selv ud af, hvordan billedet skal eksponeres. Kameraet undersøger hvor lys eller mørk, baggrunden skal være, og om det er nødvendigt at bruge flash til at oplyse dit motiv. Hvis du er i tvivl om hvilken indstilling, du skal vælge, er auto en god start. Hver gang kameraet tænder, hopper indstillingen altid tilbage til auto. Med auto kan du ikke være lige så kreativ, som du har mulighed for med de andre indstillinger, men til gengæld er det et sikkert valg til et hurtigt billede.

AUTO
  1. Skift til auto-indstillingen – eller sluk og tænd kameraet og auto vil blive valgt.
  2. Peg kameraet mod det, du vil fotografere. Kameraet vurderer selv, hvor lyst eller mørkt dit billede skal være, og om det er nødvendigt at anvende flash.
  3. Tryk på udløserknappen.
  4. Billedet kommer ud af toppen.
  5. Vent 90 sekunder.
  6. Voila – dit billede er fremkaldt!

Selfie

Selfie-indstilling: Selfie er den type fotografi, som mange kender fra smartphones. Det er et billede af dig selv – taget af dig selv. Selfie indstillingen sørger for, at kameraet stiller skarpt på det, som er tæt på – typisk inden for en 30-50 cm. Samtidig bliver de tætte elementers eksponering prioriteret højest, det vil sige, kameraet gør, så du bliver korrekt belyst.

Selfie – Når det kun skal handle om dig og dine venner.

  1. Tænd kameraet
  2. Tryk én gang på mode-knappen og selfie-indstillingen bliver valgt. Kameraet stiller nu kun skarpt på det, der er tæt på. Samtidig bliver tætte elementers eksponering prioriteret højest, så du bliver korrekt belyst.
  3. Vend kameraet om så linsen peger mod dig selv.
  4. Kig i selfie-spejlet ved siden af linsen, så du ved, hvordan billedet kommer til at se ud.
  5. Tryk på udløserknappen.
  6. Billedet kommer ud af toppen.
  7. Vent 90 sekunder.
  8. Voila – dit billede er fremkaldt!

TIP: Du kan anvende selfie instillingen til at tage billeder med mindre dybde ved eksempelvis portrætter. Hvis du vil tage et portrætfoto, så sæt dit instax SQ6 på selfie indstillingen, og peg kameraet mod dit motiv. Alt hvad der så til gengæld ligger bag dit motiv, vil blive sløret – altså ude af fokus. Så får du netop den karakteristiske effekt skarp forgrund og sløret baggrund.

MAKRO

Makro-indstillingen er en indstilling som lader dig fokusere på ting, som du gerne vil tage skarpe nærbilleder af. Med makro indstillingen vil kameraet kun stille skarpt på ting som er mellem 30-50 cm, men pas på du ikke kommer for tæt på, for så bliver billedet uskarpt. Eksperimentér med at slukke for flashen – det kan nogle gange være en fordel. Måden du sammenfatter et billede på med makro er lidt anderledes end normalt. Når du kigger gennem søgeren, ser du en lille cirkel i midten. Normalt viser den, hvor midten af dit billede er, men med makro-indstillingen er den i stedet for en indikation for dit øverste højre hjørne af billedet. Det betyder, at du kun skal bruge den nederste venstre fjerdedel af søgeren til at lave dit makro-billede.

Makro – Til dine blomster og billeder af små detaljer.

  1. Tænd kameraet
  2. Tryk to gange på mode-knappen. Makro-indstillingen bliver valgt. Kameraet vil nu kun stille skarpt på ting, som er mellem 30-50 cm fra linsen. Pas på du ikke kommer for tæt på, så bliver billedet uskarpt.
  3. Vær opmærksom på at det ikke længere er hele søgerens område, som kommer med på billedet. Med makro-indstillingen er det kun nederste venstre hjørne, som kommer med. Det vil sige, at cirklen i midten af søgeren nu svarer til dit øverste højre hjørne.
  4. Peg kameraet mod det, som du vil fotografere – husk det kun er nederste venstre hjørne, som kommer med på billedet.
  5. Tryk på udløserknappen.
  6. Billedet kommer ud af toppen.
  7. Vent 90 sekunder.
  8. Voila – dit billede er fremkaldt!
  9. Hvis billedet er blevet for lyst, fordi flashen blev affyret, kan du med fordel prøve at slukke for flashen og tage et nyt billede.
LANDSKAB

Fra det meget lille til det meget store. Landskabsindstillingen er lavet til at fokusere i det fjerne. Kameraet kan altså ikke stille skarpt på det, som er under to meter væk. På den måde sikrer du, at du får et landskab, som er skarpt hele vejen igennem. Vi vil alle gerne fotografere den smukke solnedgang over marken eller over vandet, men hvis du peger linsen direkte mod solen, risikerer du, at der kommer en lille sort plet på din film; der hvor solen er. Det er fordi, at solen er så kraftig en lyskilde, at det har den modsatte effekt på filmen. Så i stedet for at blive kridhvid, bliver området kulsort. Det samme kan ske, hvis du tager et billede mod at spejl med flashen tændt. Fordi flashen er tæt på spejlet, tæller det som en kraftig lyskilde, og der vil derfor komme en sort plet i midten af lyskilden. I stedet for at pege kameraet direkte mod solen, så prøv i stedet for at eksperimentere med at have solen helt ude i en af siderne på billedet, så den kun lige titter ind. Her er det vigtigt at forstå, at det du ser gennem søgeren ikke er 100% det billede, som du får, når du trykker på knappen. Linsen og søgeren sidder lidt forskudt af hinanden, så det du ser gennem søgeren er lidt forskudt. Jo mere du bruger kameraet, jo hurtigere lærer du, hvordan du skal kompensere for det, og pege linsen lidt længere op, ned eller til siden, for at lave det billede, som du gerne vil have.

Som sagt så stiller indstillingen kun skarpt på det, som er længere end to meter væk, så hvis du har lyst til at være kreativ, kan du prøve at holde nogle blade, gennemsigtig plastikpose eller et par nylonstrømper – eller hvad du kan komme på – op foran linsen, mens dit ønskede motiv holder sig lige omkring to meter væk. Det kan give nogle utrolig smukke effekter og tilføje lidt mystik til dine billeder.

Landskab – Når du vil fange den smukke solnedgang over vandet.

  1. Tænd kameraet
  2. Tryk tre gange på mode-knappen og landskabsindstillingen bliver valgt. Kameraet stiller nu kun skarpt på det, der er længere end 2 meter væk. Hermed sikrer du, at du får et billede som er skarpt hele vejen fra forgrund til baggrund.
  3. Peg kameraet mod det flotte landskab. Hvis du peger kameraet direkte mod solen, kan det nogle gange give uønskede effekter – prøv i stedet for at eksperimentér med at placere solen helt ude i en af siderne på billedet, så den kun lige titter ind. Resultatet kan være nogle fantastisk smukke billeder.
  4. Tryk på udløserknappen.
  5. Billedet kommer ud af toppen.
  6. Nyd det flotte landskab mens du venter i 90 sekunder.
  7. Voila – dit billede er fremkaldt!
DOBBELTEKSPONERING

Dobbelteksponering er en indstilling med rig mulighed for kreativitet. Helt enkelt forklaret betyder det, at man tager to billeder oven i hinanden. Når du har taget et billede, bliver filmen altså ikke skubbet ud. Først når du tager et billede igen –bliver filmen skubbet ud.

Her kan det være sjovt at eksperimentere med to motiver, som ikke har noget med hinanden at gøre. Det er også muligt at have den samme person to forskellige stedet i billedet. Det kræver lidt øvelse at blive rigtig god, men det er nemt nok at komme i gang.

Udfordringen ved dobbelteksponering ligger i at lære hvilke to motiver, der kan blandes på en interessant måde. Her er lidt forskellige tips, så du kan komme i gang:

Start med at finde en simpel baggrund f.eks en hvid væg. Find så noget kameraet kan stå fast på, f.eks. på kanten af en stol eller et bord – husk at sætte det, så bordpladen og stolen ikke kommer med i billedet. Placér så dit motiv opad den hvide væg i midten af billedet – det kan være en af dine gode veninder/venner. Inden du tager billedet, så fortæl din ven/veninde, at han/hun skal læne sig til den ene side, og så tager du et billede. Få ham/hende så til at læne sig til den anden side, og tag det næste billedet. Resultatet bliver et billede som det her. For at gøre det mere spændende kan du prøve at sætte et af de medfulgte flashfiltre over flashen. Prøv at anvend en farve til det første billede og skift så til en ny farve til det andet billede.

På billedet kan du se, nogle af delene på billedet virker gennemsigtige, mens andre ser fyldte ud. De steder, som ser fyldte ud, er de steder, som var ens på begge billeder du tog (eller meget tæt på at være ens). De gennemsigtige steder er de steder, som skiftede fra billede til billede. Prøv også at eksperimentér med at vende kameraet på den ene led til første billede og så en anden led til sidste billede.

Dobbelteksponering – Hvis du gerne vil være ekstra kreativ, og et billede ikke er nok.

  1. Tænd kameraet
  2. Tryk fire gange på mode-knappen og dobbelteksponering-indstillingen bliver valgt. Når du tager et billede, kommer det først ud anden gang du trykker på udløserknappen.
  3. Dobbelteksponering betyder helt enkelt, at du kan tage to billeder oven i hinanden. Billederne bliver blandet sammen.
  4. Peg kameraet mod dit ønskede motiv. F.eks. en af dine venner mod en lys baggrund.
  5. Billedet bliver ikke skubbet ud – bare rolig det er meningen. Lyset over dobbelteksponering er begyndt at blinke. Det betyder, at kameraet er klar til at tage det næste billede.
  6. Peg nu igen kameraet mod et nyt motiv. F.eks. nogle træer.
  7. Det første billede bliver nu blandet sammen med det andet billede. Du kan med fordel eksperimentere med de tre medfulgte flashfiltre. Prøv at anvend en farve til første billede og skift så til en ny farve, inden du tager det sidste billede.
  8. Billedet kommer ud af toppen.
  9. Vent 90 sekunder.
  10. Voila – dit billede er fremkaldt!

DARKEN AND LIGHTEN

L står for lighten – ellere lysere. Hvis du har taget et billede, men du synes, at resultatet er for mørkt, kan du vælge denne indstilling for at få billedet lysere. Med tiden vil du blive erfaren, og du vil allerede inden, du tager et billede kunne regne ud, om det vil være nødvendigt at vælge “Lysere” eller “Mørkere”. D står for darken og modsat den lyse indstilling, vil denne gøre billedet mørkere, hvis du synes, det er for lyst, når det kommer ud.

Lighten – Er dit billede blevet for mørkt ift. til det lyse motiv som du havde valgt? Prøv Lighten for at gøre det lysere.

  1. Tænd kameraet
  2. Tryk fem gange på [Mode]-knappen og lighten-indstillingen [Lighten] bliver valgt. Kameraet vil nu gøre, så dine billeder bliver lysere. Det er især brugbart, hvis du skal tage billeder af noget, som i forvejen er meget lyst, fordi alle kameraer har tendens til at gøre billeder, som vi vil have lyse lidt for mørke.
  3. Peg kameraet mod dit motiv.
  4. Tryk på udløserknappen.
  5. Billedet kommer ud af toppen.
  6. Vent 90 sekunder.
  7. Voila – dit billede er fremkaldt!

Darken – Eller er dit billede blevet for lyst? Prøv Darken for at gøre det mørkere.

  1. Tænd kameraet
  2. Tryk seks gange på mode-knappen og darken-indstillingen bliver valgt. Kameraet vil nu gøre, så dine billeder bliver mørkere. Det er især brugbart, hvis du skal tage billeder af noget, som i forvejen er meget mørkt, fordi alle kameraer har tendens til at gøre billeder, som vi vil have mørke lidt for lyse.
  3. Peg kameraet mod dit motiv.
  4. Tryk på udløserknappen.
  5. Billedet kommer ud af toppen.
  6. Vent 90 sekunder.
  7. Voila – dit billede er fremkaldt!

FLASH FILTRE

Når du kommer et flash filter foran flashen, skal du være opmærksom på, at det mindsker lidt af flashens styrke. Det kan derfor være en god idé at anvende indstillingen “Lysere” for at udligne at flashen ikke er lige så kraftig.

Flashfiltre – Når du vil eksperimentere med farver og lys.

  1. Tænd kameraet.
  2. Tjek at du ikke har slukket for flashen.
  3. Sæt et af de farvede filtre foran flashen. Det kan være en god idé at anvende indstillingen “Lighten”, fordi når du kommer et filter foran flashen, mindsker du lidt af dens styrke.
  4. Peg kameraet mod dit ønskede motiv.
  5. Tryk på udløserknappen.
  6. Billedet kommer ud af toppen.
  7. Vent 90 sekunder.
  8. Voila – dit billede er fremkaldt!
Afspil video